Lydighedstræning: fra hvalp til velopdragen hund

De fleste hunde kan sidde i køkkenet, når der er en ostebid på spil. Langt færre kan gøre det på en hundeplads med tre andre hunde tre meter væk. Forskellen mellem de to hunde er ikke intelligens eller vilje, men træning. Lydighedstræning handler ikke om at have en hund der marcherer i takt. Det handler om at have et sprog, I begge forstår, så du kan kalde hunden væk fra en cyklist, få den til at blive liggende ved cafébordet, og gå en tur uden at have ondt i skulderen bagefter.

Det der typisk går galt, er ikke selve indlæringen. Det er alt det bagefter. Folk træner en kommando til den virker i stuen, konkluderer at hunden “kan” den, og bliver derefter frustrerede når hunden ignorerer dem i skoven. Hunden er ikke stikkende. Den har lært “sit” som noget der sker i køkkenet, med ryggen mod køleskabet, når du står lige foran den. Det andet klassiske problem er at man siger kommandoen for tidligt, for mange gange, og i situationer hvor hunden umuligt kan lykkes. Så bliver ordet støj i stedet for information.

Byg fundamentet: markør, belønning og korte sessioner

Inden du går til de enkelte kommandoer, skal du have styr på håndværket. Brug en markør, altså et lille ord (“yes”) eller en klikker, som du siger i det præcise øjeblik hunden gør det rigtige. Så belønner du. Markøren fortæller hunden hvad det var, den fik point for, og det er langt mere præcist end at fumle med godbidsposen i tre sekunder.

Belønningen skal matche opgaven. Tørfoder rækker til nem træning i hjemmet. Skal hunden komme løbende væk fra en spændende lugt, kræver det leverpostej, kogt kylling eller en bold, alt efter hvad din hund brænder for. Det er ikke forkælelse, det er betaling efter sværhedsgrad.

Hold sessionerne korte. Tre til fem minutter ad gangen, to eller tre gange om dagen, virker bedre end en halv time i træk. Slut altid mens hunden stadig vil mere. Hvalpe og unge hunde bliver hurtigt mentalt trætte, og en træt hund lærer intet ud over at træning er surt.

Sådan træner du et indkald der holder

Indkald er den vigtigste kommando du har, og den mest ødelagte. Vælg et ord du ikke allerede har brugt hundrede gange forgæves. Er “kom her” slidt op, så start forfra med noget nyt, for eksempel en fløjt eller “hertil”.

Start hjemme, uden distraktioner. Sig ordet én gang, og gør dig selv interessant: løb baglæns, klap, lyd fjollet. Når hunden kommer, markerer du og betaler godt. Ikke én godbid, men flere i træk, eller en lille kastelegs-runde. Indkald skal være det mest indbringende hunden gør hele dagen.

Derefter øger du sværhedsgraden et trin ad gangen:

• Fra det ene rum til det andet
• I haven eller på en tom parkeringsplads
• Med en lang line på 8 til 10 meter, i skoven, uden distraktioner
• Med line, mens der er en anden hund i syne på 50 meters afstand
• Kortere afstand til distraktionen, efterhånden som det lykkes

Tre regler du ikke skal bryde. Kald aldrig hunden for at gøre noget den ikke kan lide, brug et andet ord eller gå hen og hent den. Skæld aldrig ud når hunden kommer, uanset hvor længe den var om det, for så straffer du selve indkaldet. Og kald ikke, hvis du ved du taber. Sidder hunden med snuden i et rådyrspor, så gå hen og tag den i linen i stedet for at råbe ordet tre gange forgæves.

Plads og pæn snorgang: to forskellige ting

“Plads” er en formel position, hvor hunden går tæt ved dit ben med opmærksomhed på dig. Det er en øvelse, den kan holde i kortere tid, og den er anstrengende for hunden. Pæn snorgang er noget andet og mere hverdagsnært: hunden må snuse og se sig omkring, men den må ikke trække.

Start med snorgangen, for det er den du bruger hver dag. Metoden er kedelig og virker: linen skal være slap. Så snart der kommer stramning, stopper du helt. Ikke ryk, ikke skældud. Du står stille som en lygtepæl. I det sekund hunden løsner trykket, for eksempel ved at kigge tilbage eller tage et skridt baglæns, markerer du og går videre. Belønningen for at gå pænt er at turen fortsætter.

De første uger kommer I ikke langt. Regn med at en tur på 200 meter kan tage tyve minutter. Det er investeringen. Vil du samtidig have hunden luftet, så skift mellem to tydelige tilstande: line i brystsele og fri snuseri, eller line i halsbånd og træning. Hunde lærer hurtigt at læse den slags signaler.

Til plads-positionen bruger du foder ved dit ben og belønner hvert andet eller tredje skridt i starten. Byg op i små bidder på fem til ti skridt, og udvid derefter. Går hunden ud af position, så er du gået for hurtigt frem.

Bliv: byg varighed, afstand og distraktion hver for sig

“Bliv” fejler næsten altid fordi folk øger flere ting samtidig. De går tre meter væk, venter tredive sekunder, og bliver overraskede når hunden rejser sig. Skil parametrene ad og træn kun én ad gangen.

Varighed først. Hunden ligger, du står lige foran, og du belønner efter to sekunder. Så fire. Så otte. Gå ned i tid igen med jævne mellemrum, så det ikke bliver et evigt stigende krav.

Derefter afstand, men med kort varighed. Du tager et skridt tilbage, kommer straks tilbage og belønner. To skridt. En halv omgang rundt om hunden. Vend altid tilbage til hunden for at belønne, i stedet for at kalde den til dig, ellers lærer den at “bliv” betyder “vent på at få lov at komme”.

Til sidst distraktion: en godbid der falder på gulvet, en person der går forbi, en bold der triller. Og husk et tydeligt frigørelsesord, for eksempel “fri” eller “okay”. Uden det ved hunden ikke hvornår øvelsen slutter, og så slutter den selv.

Sådan generaliserer du en kommando til nye omgivelser

Hunde generaliserer dårligt. En kommando er i starten bundet til stedet, din kropsholdning, tidspunktet og hvad du havde i hånden. Derfor skal du bevidst træne den samme øvelse på mindst fem til ti forskellige steder, før du kan regne med den.

En praktisk fremgangsmåde: når du skifter til et nyt sted, så sænk kravet med det halve. Kunne hunden ligge i “bliv” i et minut hjemme, så start med tyve sekunder ved indkørslen til p-pladsen. Det er ikke et tilbageskridt, det er sådan indlæring fungerer.

Variér også dig selv. Sig kommandoen mens du sidder, mens du står med ryggen til, mens du har handleposer i hånden, mens du taler i telefon. Og øv i forskellige distraktionsniveauer: en tom skovsti, en villavej, en legeplads på afstand, og først til sidst et sted med rigtig meget liv. Kan hunden ikke levere, er du et niveau for højt oppe. Gå tilbage til der hvor det lykkedes, og byg videre derfra.

De typiske fejl

At gentage kommandoen. Siger du “sit, sit, SIT”, lærer hunden at ordet betyder noget der sker efter tredje gang. Sig det én gang, vent to til tre sekunder, og hjælp hunden fysisk eller med foder hvis der ikke sker noget.

At træne når hunden er overstimuleret eller træt. En hund der lige har mødt fem hunde i parken, kan ikke koncentrere sig. Læg træningen før oplevelserne, ikke efter.

At bruge kommandoer man ikke håndhæver. Siger du “bliv” og hunden rejser sig, uden at der sker noget, så holder kommandoen op med at betyde noget. Sig kun det du kan følge op på.

At fjerne godbidderne for tidligt. Du kan godt slippe belønningen med tiden, men gør det gradvist og uforudsigeligt, ikke fra den ene dag til den anden. Og behold altid god betaling til indkald, hele hundens liv.

At tro at man er færdig. Lydighed er en færdighed, der ruster. Fem minutters vedligeholdelse et par gange om ugen holder det hele i gang. Er der noget der pludselig går i stå, eller ændrer hunden adfærd markant, kan der ligge smerte eller sygdom bag, og så er en tur til dyrlægen mere relevant end mere træning.