Schæferhund

Schæferhunden er en af de mest genkendelige hunde i verden, og en af de mest misforståede. Mange køber den, fordi de har set den arbejde med politiet og tænker “den er nem at træne”. Det er rigtigt. Problemet er, at en hund der lærer hurtigt, også lærer de forkerte ting hurtigt, og at en hund bygget til at arbejde en hel dag ikke bliver tilfreds med tre korte gåture.

Den passer godt til dig, hvis du kan afsætte omkring 2,5 timer om dagen til motion og aktivering, og hvis du synes det er sjovt at træne. Den passer skidt til dig, hvis du er væk otte til ti timer dagligt, bor på anden sal uden have og gerne vil have en hund der bare ligger.

Som familiehund fungerer den fint, men det er ikke gratis. Den skal socialiseres grundigt som hvalp, og den skal lære hvor grænsen for leg med børn ligger. En voksen schæferhund på 30 kilo, der bliver ivrig, kan uforvarende vælte et barn omkuld uden at mene noget med det.

Sådan er schæferhunden i hverdagen

Den typiske schæferhund er opmærksom hele tiden. Den følger dig fra rum til rum, lægger sig hvor den kan se døren og registrerer når der sker noget usædvanligt. Det gør den til en god vagthund og en dårlig hund at have, hvis du ikke kan tåle at blive fulgt rundt.

Den er samarbejdsvillig og læringsvillig, og med en intelligens i topklassen forstår den nye øvelser hurtigt. Til gengæld holder den øje med, om du mener det du siger. Er du inkonsekvent, finder den selv ud af hvad reglerne er. Træningskravet ligger midt i feltet: det er ikke en race der kræver flere års erfaring, men den kræver at du er i gang hver dag i det første år og aldrig helt holder op.

Mange schæferhunde er reserverede over for fremmede. Det er raceegent og ikke et problem i sig selv, men det bliver et problem, hvis hvalpen ikke møder masser af mennesker, hunde, trafik, elevatorer og støj i de første måneder. Dårligt socialiserede schæferhunde kan blive usikre, og usikkerhed hos en stor hund med kraftigt bid er ikke noget du vil håndtere.

Den gør. Ikke konstant, men den melder når der kommer nogen, og den har en dyb, gennemtrængende stemme. Bor du tæt med naboer, skal du arbejde bevidst med at afbryde gøen fra hvalp af.

Alene hjemme

En voksen, motioneret schæferhund kan sagtens være alene fire til fem timer. Men den skal have været ude først, og den skal have lært det gradvist. Racen er stærkt knyttet til sin familie, og separationsproblemer ses ikke sjældent hos hunde der er sprunget over den træning.

Historie og oprindelse

Schæferhunden blev skabt i Tyskland omkring slutningen af 1800-tallet. Kavaleriofficeren Max von Stephanitz stod bag arbejdet med at samle de tyske hyrdehundetyper til én race med fælles standard, og hunden Horand von Grafrath blev registreret som racens stamfader i 1899. Samme år blev racens tyske klub, SV, stiftet.

Udgangspunktet var vogtning og drift af får, men Stephanitz så tidligt, at fåreavlens tid var på retur i Tyskland. Han arbejdede målrettet for at gøre racen brugbar til politi- og militærarbejde, og det lykkedes. I dag er schæferhunden verdens mest anvendte politihund, og den bruges også til eftersøgning, narkotika- og sprængstofsøg samt som førerhund.

Den fortid forklarer meget af hverdagshunden. Den er avlet til at arbejde tæt sammen med én person, til at træffe beslutninger og til at holde ud time efter time. Det forsvinder ikke, fordi hunden bor i et parcelhus.

Racen deles i praksis i arbejdslinjer og udstillingslinjer. Arbejdslinjerne har typisk mere energi og højere arbejdsdrift, mens udstillingslinjerne er mere ensartede i udseende. Den stærkt skrånende ryg, som visse udstillingslinjer har udviklet, er blevet kritiseret bredt, og du bør se på forældredyrenes bevægelser og bygning, når du vælger hvalp.

Motion og aktivering

Sæt 2,5 timer af om dagen. Det er ikke et gennemsnit over ugen, og det er heller ikke noget der kan skæres væk i november, fordi det regner. En schæferhund der ikke får afløb, finder selv på: den begynder at gø, jage biler, hakke i hælene på familiemedlemmer eller ødelægge ting.

Den kan ikke motioneres på fysik alene. Halvanden times gåtur i snor gør en schæferhund træt i benene og vågen i hovedet. Kombinationen der virker, er fri løb i varieret terræn plus hovedarbejde: sporsøg, gemmelege med godbidder eller legetøj, apportering med regler, lydighedstræning i korte serier og gerne en hundesport.

Racen er velegnet til næsten alt: rally, lydighed, nosework, agility (dog med hensyn til leddene), IGP og redningshundearbejde. En time om ugen på en træningsplads gør mere for hverdagen end en ekstra gåtur.

En ting til: hvalpe og unghunde skal ikke overbelastes. Vent med lange løbeture ved cykel eller hårdt spring, indtil hunden er omkring et år, og lad hvalpen selv bestemme tempoet på de første måneders ture.

Pleje og pelspleje

Schæferhunden har dobbeltpels med tæt underuld. Plejen er i sig selv overkommelig, men fældningen er kraftig hele året og voldsom to gange årligt. Regn med hår på gulvet, på tøjet og i bilen, permanent.

En grundig gennemredning en til to gange om ugen holder det nogenlunde nede. I fældeperioderne skal du op på daglig børstning med underulds-redskab, og du får bogstaveligt talt poser af uld ud af hunden. Langhårede schæferhunde skal have ekstra opmærksomhed bag ørerne, i bukserne og under halen, hvor pelsen filtrer.

Bad kun når hunden er rigtig snavset. For hyppige bade tørrer huden ud. Ud over pelsen er det rutinen: klip eller slid kløerne, tjek ører for rødme og lugt, og tandbørstning et par gange om ugen. Racen er ikke særlig krævende at holde ren, men den er krævende at holde hår efter.

Sundhed og typiske problemer

Schæferhunden har en moderat sundhedsrisiko og en forventet levetid omkring 11 år. Der er nogle kendte svagheder, du skal kende, inden du vælger racen.

Hofte- og albueledsdysplasi er det klassiske problem. Begge lidelser er arvelige med miljøpåvirkning, og seriøse opdrættere røntgenfotograferer forældredyrene og bruger resultaterne i avlen. Spørg altid om resultaterne, og lad dig ikke nøjes med “de har aldrig haft problemer”.

Degenerativ myelopati er en fremadskridende sygdom i rygmarven, som ses hos racen. Den begynder typisk hos ældre hunde med svækkelse i bagbenene og bliver værre over måneder til år. Der findes en gentest for den variant, der er forbundet med sygdommen.

Exokrin pankreasinsufficiens, hvor bugspytkirtlen ikke danner nok fordøjelsesenzymer, er overrepræsenteret hos schæferhunde. Symptomerne er vægttab trods god appetit og løs, fedtet afføring. Tilstanden kan behandles med enzymtilskud livslangt. Racen er desuden disponeret for følsom mave generelt og for drejning af mavesækken, som er akut livstruende. Lær tegnene: oppustet mave, forsøg på at kaste op uden resultat, uro og savlen.

Endelig ses hudproblemer og allergier, ørebetændelser og hos nogle linjer analfurunkulose. Vælg en hvalp fra en opdrætter der tester, og hold hunden slank hele livet. Overvægt forværrer alt, hvad der har med led at gøre. Er du i tvivl om noget du ser hos din hund, så få det vurderet hos dyrlægen tidligt frem for at vente.

Ofte stillede spørgsmål om Schæferhund

Er en schæferhund god til en førstegangsejer?

Den kan godt være det, hvis du er indstillet på at træne dagligt og har tid til 2,5 timers motion. Racen er lærenem og samarbejdsvillig, hvilket gør den lettere at komme i gang med end mange andre store brugshunde. Til gengæld skal du være konsekvent, for den finder hurtigt selv ud af reglerne, hvis du ikke sætter dem. Vælg en hvalp fra rolige forældredyr og meld dig til hundeskole fra starten.

Hvor meget fælder en schæferhund?

Meget. Den har dobbeltpels med tæt underuld og fælder hele året, med to kraftige perioder forår og efterår. Regn med gennemredning en til to gange om ugen normalt og dagligt i fældeperioderne. Hår på gulv, tøj og i bilen er en permanent del af hverdagen med racen.

Kan en schæferhund være alene hjemme hele dagen?

Nej, otte til ti timer alene dagligt fungerer ikke godt for racen. En voksen, velmotioneret schæferhund kan klare fire til fem timer, hvis den har lært det gradvist som hvalp. Racen er stærkt knyttet til familien, og separationsproblemer ses ofte hos hunde, der ikke har fået den træning.

Hvad er forskellen på arbejdslinje og udstillingslinje?

Arbejdslinjerne er avlet på brugsegenskaber og har typisk mere energi og højere arbejdsdrift, hvilket kræver mere aktivering af dig. Udstillingslinjerne er avlet mere på udseende og er ofte lidt roligere i hverdagen. Den stærkt skrånende ryg, som ses i visse udstillingslinjer, er blevet kritiseret, så se altid på forældredyrenes bygning og bevægelser, inden du vælger.