Faraohund

Faraohunden er en slank, rødbrun hund på omkring 20 kilo med store opretstående ører, ravgule øjne og et blik der virker mere vurderende end tilbedende. Den er bygget som en løber: lang i benene, smal over brystet, næsten uden fedt på kroppen. Under den elegante overflade sidder en jæger, der i århundreder har arbejdet selvstændigt i det maltesiske landskab, ofte i mørke og uden en ejer til at fortælle den hvad den skulle gøre.

Det er den vigtigste oplysning om racen. Faraohunden er ikke en hund der spørger dig om lov. Den er intelligent, opmærksom og lærer hurtigt, men den vurderer selv om dit forslag er værd at følge. Kombinerer du det med en jagtdrift der tænder på alt hvad der bevæger sig hurtigt, får du en hund der aldrig kan gå løs på åbent land.

Racen passer bedst til dig hvis du er aktiv i al slags vejr, har tid til to timers hund om dagen, kan hegne din have ordentligt ind og har lyst til at træne med humor frem for hårdhed. Den er sjælden i Danmark, og du kommer til at forklare mange mennesker hvad det er for en hund du har.

Sådan er faraohund i hverdagen

Indenfor er faraohunden overraskende rolig. Den sover meget, gerne i sofaen, gerne under et tæppe, gerne tæt op ad dig. Den korte pels og det lave fedtlag betyder at den opsøger varme konstant, og den finder det varmeste sted i huset inden for de første ti minutter efter flytning.

Udenfor er den en anden hund. Den løber i lange, lette galopspring, skifter retning på en femøre og kan gå fra fuldstændig afslappet til fuld jagt i løbet af et sekund. Den bruger både syn, hørelse og næse, og en kat på den anden side af vejen er nok til at den glemmer alt hvad du har lært den.

Med børn fungerer den godt, forudsat at børnene har lært at lade en hund være i fred når den sover. Faraohunden er sjældent den store krammer med fremmede, men den er venlig og nysgerrig, og den bider ikke ud af det blå. Til gengæld er den tynd og letbygget, så vilde lege med mindre børn kan blive ubehagelige for hunden selv. Den er ofte tilbageholdende over for ukendte mennesker de første minutter, og det skal du respektere frem for at tvinge kontakt.

Et sjovt særpræg: når en faraohund bliver glad eller ophidset, rødmer den. Næse og ører skifter til en tydelig lyserød farve. Mange ejere bruger det som humørbarometer.

Træning

Træningskravet ligger midt i den svære ende. Racen er ikke umulig for en førstegangsejer, men den er ikke et oplagt valg hvis du vil have en hund der bare føjer. Den reagerer dårligt på skæld ud og hårde ryk i linen, og den lukker ned hvis du bliver sur. Til gengæld arbejder den villigt for mad, leg og en ejer der virker interessant.

Start med indkaldelse fra dag ét, men gå aldrig ud fra at den bliver pålidelig. Løbegård, langline eller indhegnet mark er det realistiske alternativ. Hegn på under 180 cm er ofte for lavt: racen springer og klatrer bedre end de fleste tror.

Historie og oprindelse

Faraohunden kommer fra Malta, hvor den hedder Kelb tal-Fenek, altså kaninhund. Den er blevet brugt til at jage kaniner i det stenede, forreven landskab, typisk om natten og i samarbejde med jægeren. Hundene arbejdede med ører og næse i mørket, markerede i klippehuller og drev vildtet ud, hvor det kunne fanges i net. Det er en jagtform der kræver initiativ og selvstændighed, og præcis den egenskab sidder stadig i racen.

Navnet og udseendet har givet anledning til historier om oldtidens Egypten, fordi hundene minder om figurer på egyptiske gravmalerier. Genetiske undersøgelser peger dog på, at racen ikke er en direkte efterkommer af de gamle egyptiske hunde, men er blevet formet på Malta. Den er anerkendt som Maltas nationalhund og kom til England i 1960’erne, hvorfra den langsomt spredte sig til resten af Europa. Bestanden er stadig lille overalt uden for Malta.

Motion og aktivering

Regn med to timer om dagen. Ikke to timer i snor rundt om det samme kvarter, men aktivitet der får hunden til at bruge kroppen og hovedet.

En god dag kan bestå af en lang morgentur, et løb i indhegnet område hvor den kan sprinte frit, og en aftentur med snusearbejde. Faraohunden har ikke behov for at løbe i timevis: den vil gerne have korte, intense udladninger med hvile imellem. Får den lov at sprinte for fuld kraft nogle gange om ugen, er den langt mere afslappet hjemme.

Den er en oplagt kandidat til hundesport hvor fart tæller, for eksempel agility eller lure coursing, hvor den jager en kunstig lokkemad. Nosework og sporsøg fungerer også godt, fordi næsen er en naturlig del af dens jagtstil. Undgå til gengæld sport hvor blind lydighed er hele pointen, medmindre du har god tålmodighed.

Et praktisk forbehold: den fryser. Under fem grader i regn og vind vil de fleste faraohunde have en dækken på, og de nægter ofte at gå ud i sne uden en gulerod. Planlæg aktivering indendørs på de værste vinterdage.

Pleje og pelspleje

Pelsen er kort, tæt og glat uden underuld, og den kræver ikke meget. En gummihandske eller en blød børste en gang om ugen fjerner det løse hår og holder pelsen blank. Bad kun når det er nødvendigt.

Fældningen er moderat, men den skal ikke undervurderes. Hårene er korte og stive og borer sig ind i polstring, sofaer og strikvarer, hvor de er svære at få ud igen. Hvis du forventer en hund uden hår i hjemmet, er dette ikke den.

De store opretstående ører er godt ventilerede og sjældent problematiske, men se dem efter en gang om ugen. Klø kløerne kort, tjek tænderne, og hold øje med huden: det tynde hårlag giver lidt beskyttelse mod sol, og lyse partier på næseryg og bug kan blive solskoldede en varm sommerdag.

Husk også et blødt underlag. En knoklet hund med lidt fedt får hurtigt trykninger og liggesår på hårde gulve.

Sundhed og typiske problemer

Faraohunden er en af de sundere racer. Den er aldrig blevet opdrættet til ekstreme proportioner, og bestanden er lille men rimeligt bredt avlet. En forventet levetid omkring 12 år er realistisk, og mange bliver ældre.

Det du alligevel bør kende:

• Følsomhed over for narkose. Som andre slanke, muskuløse hunde med lidt kropsfedt tåler faraohunden bedøvelse dårligere end en gennemsnitshund. Sørg for at den der bedøver din hund ved hvilken racetype den tilhører.
• Patellaluksation. Løse knæskaller forekommer og viser sig typisk som en hund der pludselig hopper på tre ben nogle skridt.
• Nedsat stofskifte. Hypothyreose ses i racen og giver træthed, vægtøgning og pelsforandringer hos voksne hunde.
• Hud og allergi. Den tynde pels gør hudirritation, insektbid og kontaktallergi mere synlige og mere generende.
• Kuldefølsomhed. Ikke en sygdom, men en reel begrænsning i dansk vinter.

Hold hunden slank. Faraohunden skal kunne ses i taljen og må gerne have de bageste ribben antydet, og overvægt belaster både knæ og lyst til at bevæge sig. Køb kun hvalp efter forældre med dokumenterede øjen- og knæundersøgelser, og tal med opdrætteren om hvad der findes i linjerne. Dukker der halthed, uforklarlig træthed eller vedvarende hudproblemer op, hører det hjemme hos dyrlægen frem for i en hundegruppe på Facebook.

Ofte stillede spørgsmål om Faraohund

Er faraohunden en god familiehund?

Ja, den fungerer godt i familier med børn der har lært at lade en hund sove i fred. Den er venlig men ikke påtrængende, og den er sjældent den første til at hilse på fremmede. Fordi den er tynd og letbygget, passer den bedst til børn der ikke leger for hårdhændet.

Kan en faraohund gå løs uden snor?

I praksis nej, ikke på åbent land. Jagtdriften er stærk, og en kanin, en kat eller et rådyr slår al træning ud på et sekund. Brug langline eller indhegnede løbeområder, og regn med hegn på mindst 180 cm derhjemme.

Fælder faraohunden meget?

Fældningen er moderat, men hårene er korte og stive og sætter sig fast i tekstiler, hvor de er svære at fjerne igen. En ugentlig gennemgang med gummihandske eller blød børste holder det nede. Pelsen kræver ellers meget lidt arbejde.

Hvorfor bliver faraohundens ører og næse lyserøde?

Faraohunden rødmer. Når den bliver glad, ophidset eller ivrig, øges blodgennemstrømningen i næse og ører, så de skifter til en tydelig lyserød farve. Det er helt normalt for racen og bruges af mange ejere som et signal om hundens humør.