Petit Basset Griffon Vendéen

Petit Basset Griffon Vendéen ser ud som en hund der er tegnet af et barn: lav, langstrakt, med lodne øjenbryn, skæg og ører der slæber i græsset. Det udseende har fået mange til at tro, at der er tale om en hyggehund til sofaen. Det er den ikke. Bag den pjuskede facade sidder en drivende jagthund, der er avlet til at arbejde selvstændigt i tætte brombærkrat i timevis, og som stadig gør præcis det, hvis du giver den chancen.

Den vejer typisk omkring 15 kilo, den skal have op mod to timers aktivitet om dagen, og den har en stemme, som naboerne kommer til at kende. Den er venlig og glad, også over for børn og fremmede, men den er ikke specielt optaget af at gøre som du siger, hvis der er noget mere interessant i luften.

Racen passer bedst til dig, der kan grine af en hund der graver, gør og ignorerer dig, og som stadig gider gå tur i silende regn. Har du aldrig haft hund før, skal du gå ind i det med åbne øjne: PBGV kræver mere tålmodighed og konsekvens end en typisk begynderrace.

Sådan er Petit Basset Griffon Vendéen i hverdagen

Den mest brugte beskrivelse blandt folk der har racen, er “glad”. Det passer. En PBGV er sjældent sur, sjældent nærtagende og sjældent i dårligt humør. Den hilser gerne på gæster, den fungerer godt med andre hunde, og den er robust nok til at leve med børn der er lidt kluntede. Med små børn skal du dog stadig lære begge parter, hvordan man opfører sig, for racen er hurtig, ivrig og har en tendens til at støvsuge gulvet for madrester.

Selvstændigheden er den anden halvdel af billedet. Som pakhund er den avlet til at træffe egne beslutninger på afstand af jægeren. Det betyder, at den hører dig kalde og derefter beslutter, om det er værd at komme. Indkaldelse er det sværeste enkeltpunkt i træningen, og mange ejere ender med aldrig at kunne have den løs i åbent terræn. En næse på sporet slår som regel din stemme.

Stemmen skal du også regne med. Racen gør, hyler og giver hals, og den gør det med en dybde og volumen, der ikke passer til dens størrelse. Bor du i lejlighed med tynde vægge, er det et reelt problem. Den kan lære at dæmpe sig med konsekvent træning fra hvalp, men du fjerner ikke instinktet.

Og så graver den. Haven bliver ikke et udstillingsvindue. Sæt hegnet ordentligt ned i jorden, for en PBGV der har fået en duft af noget spændende på den anden side, arbejder målrettet på at komme derover.

Træning: konsekvens frem for gentagelser

Med 6 ud af 10 i intelligens og 7 ud af 10 i træningskrav er billedet ikke, at hunden er dum. Den er nem at motivere med mad og svær at motivere med ros alene. Korte, positive træningspas med gode godbidder virker langt bedre end lange lydighedsrunder, som den keder sig over efter det tredje gennemløb. Bliv aldrig hård i tonen. Racen lukker ned eller finder noget andet at lave.

Historie og oprindelse

Racen kommer fra Vendée på den franske atlanterhavskyst, et område med hård, tornet vegetation og stenet jord. Netop derfor blev de lokale griffonhunde avlet med en ru, hård pels og en kraftig krop: de skulle kunne presse sig gennem krat, som en glathåret hund ville flå sig til blods i.

Griffon Vendéen findes i flere størrelser, og de lavbenede varianter blev udviklet til at drive småvildt, især hare og kanin, i et tempo hvor jægeren kunne følge til fods. Petit-varianten blev efterhånden skilt ud som selvstændig race med sin egen type, og den bruges stadig til jagt i Frankrig, ofte i mindre flokke.

At racen har været brugt i flok, forklarer meget af det du oplever hjemme i stuen. Den er social, den kan sjældent lide at være alene i mange timer, og den koordinerer gerne med andre hunde om at finde på noget. At den har været brugt til at drive vildt, forklarer resten: næsen, stemmen og udholdenheden.

Motion og aktivering

Regn med omkring to timer om dagen fordelt på flere ture. Det behøver ikke være løb eller høj puls, men det skal være tid udenfor, hvor næsen får arbejde. En PBGV der kun får korte pligtture rundt om karréen, bliver rastløs, gøende og opfindsom på måder du ikke ønsker.

Den bedste form for motion for denne race er sporarbejde og snusearbejde. Læg sporsøg i skoven, gem godbidder i højt græs, brug snusetæpper og godbidsbolde indendørs. Tyve minutter med næsen i jorden tager mere energi ud af hunden end fyrre minutter i snor langs en vej.

Den kan gå langt, når den er voksen, og den er en fin vandrekammerat i skov og på hede. Men den lange ryg og de korte ben betyder, at du skal være forsigtig med gentagne spring og med trapper i hvalpetiden. Løb ved cykel er ikke racens disciplin.

Lad hvalpen vokse i fred. Rolige, korte ture flere gange om dagen er nok det første halve år.

Pleje og pelspleje

Den ru pels ser lavpraktisk ud, men den kræver arbejde. Regn med gennemredning en til to gange om ugen, hele vejen ind til huden. Pelsen består af hårde dækhår og en blødere underuld, og når underulden løsner sig og bliver siddende, danner der sig filt tæt på kroppen, især bag ørerne, i armhulerne og på lårene.

Racen fælder mere end mange tror. Der kommer hår i sofaen og på tøjet, og pelsen skal have hjulpet de døde hår ud, hvis den skal beholde sin hårde, vandafvisende struktur. Mange får pelsen trimmet ved at plukke de døde hår ud i stedet for at klippe, fordi klipning over tid gør pelsen blødere og mere tilbøjelig til at filtre. Skal du selv gøre det, er det værd at få det vist første gang.

Skægget og forbenene tager alt med hjem: mudder, vand, blade og halve måltider. Hav et håndklæde ved døren. Ørerne er lange, tunge og lukkede, og de skal tjekkes ugentligt for lugt, rødme og snavs, for der er ikke meget luft under dem. Klip kløerne, og tjek tænderne jævnligt.

Sundhed og typiske problemer

Racen ligger på moderat sundhedsrisiko, og en forventet levetid omkring 12 år er realistisk. Der er ikke tale om en race, hvor kroppen er bygget så ekstremt, at problemer er indbygget, men der er nogle punkter, du skal holde øje med gennem hele hundens liv.

Ørebetændelse er det mest almindelige. De lange, tætsluttende ører giver fugt og varme, og hunde der arbejder i krat og højt græs, får desuden nemt frøavner og græsstrå ind i øregangen. Ugentligt tjek er ikke overdrevet, det er nødvendigt.

Øjnene er også et opmærksomhedspunkt. Der forekommer arvelige øjenlidelser i racen, blandt andet grå stær og forhøjet tryk i øjet, og øjenundersøgelse af avlsdyr er derfor almindelig praksis i seriøst opdræt. Blandt de øvrige kendte lidelser er løse knæskaller, hofteproblemer, nedsat stofskifte og epilepsi. Spørg altid ind til, hvad der er undersøgt hos forældredyrene, og hvad der findes af sygdom i den nære familie.

Vægt er det du selv har mest indflydelse på. En PBGV tigger effektivt, spiser næsten alt og lægger hurtigt på. Ekstra kilo på en lang ryg med korte ben belaster både led og rygsøjle, og du kan mærke forskellen i hundens bevægelse allerede ved et par kilo for meget. Følg taljen med hænderne hver uge frem for at stole på øjnene under al den pels.

En årlig sundhedstjek hos dyrlægen, hvor ører, øjne, vægt og bevægelse bliver vurderet, er den bedste forsikring du kan give racen.

Ofte stillede spørgsmål om Petit Basset Griffon Vendéen

Fælder Petit Basset Griffon Vendéen meget?

Ja, mere end mange forventer af en ruhåret hund. Den har underuld, der løsner sig løbende, og der kommer hår i sofa og tøj hele året. Uden gennemredning en til to gange om ugen filtrer den løse underuld sammen tæt på huden, især bag ørerne og på lårene.

Er en PBGV en god familiehund?

Den fungerer godt i familier med børn, fordi den er robust, glad og sjældent nærtagende. Til gengæld skal familien kunne levere omkring to timers aktivitet dagligt og leve med en hund, der gør højt, graver i haven og ikke altid kommer når man kalder.

Kan man have en Petit Basset Griffon Vendéen løs i skoven?

Mange kan ikke, og du bør planlægge efter, at din heller ikke kan. Racen er avlet til at følge spor selvstændigt over afstand, og en frisk duft vinder som regel over din indkaldelse. Brug langline eller indhegnede områder, hvis du vil give den frihed uden risiko.

Er racen god til førstegangsejere?

Den er ikke et oplagt førstevalg. Den er venlig og let at leve med socialt, men selvstændigheden, gøen, gravningen og den svære indkaldelse kræver tålmodighed og konsekvens fra dag ét. Har du aldrig trænet en hund før, bør du regne med hjælp fra en træner, der kender jagthunde.