Finsk Lapphund

Finsk Lapphund er en mellemstor nordisk spidshund, der blev udviklet til at flytte rensdyr i Lapland. Den vejer typisk omkring 20 kilo, har en pels der kan holde til nordisk vinter, og et temperament der gør den til en af de mere medgørlige hyrdehunde. Den er venlig, glad for mennesker og god med børn.

Men den er ikke en nem hund i den forstand, at den kræver lidt. Du skal regne med to timers aktivitet om dagen, hundehår i hele huset og en hund der bruger stemmen. Fælder den, fælder den voldsomt. Gør den, gør den ofte. Det er de to ting, folk oftest bliver overraskede over.

Til gengæld er den mentalt robust nok til, at en engageret førstegangsejer godt kan klare den. Den er ikke lige så selvkørende som en border collie og ikke lige så stædig som mange andre spidshunde. Hvis du kan levere motion, pelspleje og en fornuftig indsats med træningen, er den en fleksibel familiehund.

Sådan er Finsk Lapphund i hverdagen

Den typiske Finsk Lapphund er venlig over for alle, den kender, og lidt afventende over for fremmede. Ikke aggressiv, snarere forsigtig i de første minutter. Så tør den op. Med børn er den generelt tålmodig og blid, og den tåler almindelig børnestøj bedre end mange små racer. Som med alle hunde skal helt små børn stadig læres, hvordan man behandler en hund.

Inde i huset er den overraskende rolig, når dagens behov er dækket. Den lægger sig gerne i nærheden af familien og følger med i, hvad der sker. Den vil helst være med, hvor I er, og trives dårligt med at være alene mange timer hver dag.

Så kommer vi til stemmen. Finsk Lapphund blev brugt til at drive rensdyr, og en del af arbejdet foregik med gøen. Det er stadig i racen. Den gør ad forbipasserende, ad lyde i opgangen, ad postbudet og nogle gange bare fordi den synes, der sker noget. Du kan dæmpe det med træning og ved at give den nok at lave, men du kan ikke træne det helt væk. Bor du i en lejlighed med tynde vægge, skal du tænke grundigt over det.

Træning

Racen lærer hurtigt og arbejder gerne for ros og godbidder. Den er dog følsom over for hårdhændet korrektion og lukker i, hvis du bliver skarp i tonen. Belønningsbaseret træning i korte sessioner giver klart de bedste resultater.

To områder kræver ekstra opmærksomhed. Det ene er indkald, for hyrdeinstinktet og en god næse betyder, at den kan sætte efter noget interessant. Det andet er socialisering som hvalp: den skal møde mange mennesker, hunde, lyde og steder i de første måneder, så den naturlige forsigtighed over for det ukendte ikke udvikler sig til utryghed.

Historie og oprindelse

Racen kommer fra Lapland i det nordlige Finland, hvor samerne gennem generationer holdt spidshunde som hjælpere ved rensdyrhold. Hundene skulle finde, samle og flytte rensdyr i barsk terræn og hårdt vejr, og de skulle kunne arbejde selvstændigt i kulde og sne. Derfor pelsen, derfor det robuste kropsbygning, og derfor gøen som arbejdsredskab.

Racen blev først registreret som en selvstændig race i Finland i midten af 1900-tallet, og standarden er siden justeret. I Finland er den fortsat en af de mest populære racer, mens den i Danmark er relativt sjælden. Du møder ikke mange af dem på hundepladsen, og det kan betyde ventetid, hvis du beslutter dig for racen.

Det er værd at huske arbejdsbaggrunden, når du vurderer, om racen passer til dig. En hund der er udviklet til at arbejde en hel dag i sne, keder sig hurtigt på en kort tur rundt om karréen.

Motion og aktivering

Regn med to timer om dagen, året rundt, også når det regner og du helst ville blive inde. Det behøver ikke være to timers gåtur i træk, men det skal være to timer, hvor hunden bruger krop og hoved.

En god fordeling kunne være en lang morgentur, en kortere tur midt på dagen og så aktivering om aftenen. Racen elsker at gå langt i ujævnt terræn, og den er en fremragende ledsager på skovturen eller vandreturen. Kolde vintermåneder er dens bedste tid. Sommervarme er derimod hårdt for den, og du bør flytte de længere ture til morgen og aften, når det er over 20 grader.

Mentalt arbejde er lige så vigtigt som benarbejde. Nosework og sporsøgning ligger godt til næsen, og racen klarer sig fint i rally, lydighed, agility og trækarbejde som canicross. Hvis du har adgang til hyrdetræning, vil mange individer synes, det er det bedste i verden. En Finsk Lapphund der ikke får noget at lave, finder selv på noget: gøen, gravning i haven eller uro indendørs.

Pleje og pelspleje

Pelsen er tyk og dobbelt med lange dækhår og en tæt, uldagtig underpels. Det er isolering af høj kvalitet, og prisen betaler du i hår.

I det daglige klarer du dig med grundig gennemredning en til to gange om ugen med en langtandet kam og en redekam til de steder, hvor pelsen filtrer: bag ørerne, i halskraven, i bukserne på bagbenene og bag forbenene. Sætter du plejen på pause i nogle uger, får du filt, og filt skal ofte klippes ud.

To gange om året skifter den underpels, typisk forår og efterår, og så skal du regne med daglig redning i flere uger. Underpelsen kommer ud i store totter, og der er hår på gulvet, på tøjet og i luften. Det er ikke overdrevet, det er sådan racen er. En kraftig støvsuger og en fast rutine gør forskellen.

Bad hunden sjældent, kun når den er rigtig snavset, og undgå at klippe pelsen kort. Dobbeltpelsen beskytter også mod varme og sol, og den vokser ikke nødvendigvis pænt ud igen efter en kort klipning. Ud over pelsen er det de sædvanlige ting: klotjek, tandbørstning et par gange om ugen og et kig i ørerne.

Sundhed og typiske problemer

Finsk Lapphund er en af de sundere mellemstore racer, og forventet levetid omkring 12 år er realistisk, ofte lidt mere. Der er ikke overdrevne kropsformer at kæmpe med, og hovedparten af hundene lever et langt liv uden større problemer. Det er en af racens klare fordele.

Der er dog nogle kendte områder at holde øje med. Øjenlidelser forekommer, blandt andet progressiv retinal atrofi (PRA) og katarakt, og de er der DNA-test og øjenlysning for. Hofteledsdysplasi og albuedysplasi ses i racen som i de fleste mellemstore hunde, og forældredyrene bør derfor være røntgenundersøgt. Patellaluksation, altså løse knæskaller, forekommer også.

Racen har desuden en arvelig stofskiftesygdom, GM2-gangliosidose, som der findes en DNA-test for. Ansvarlige opdrættere tester, så to bærere ikke parres. Spørg altid om testresultater for både øjne, hofter og GM2, når du taler med en opdrætter, og bed om at se dokumentationen frem for blot at få det fortalt.

I det daglige er den største praktiske risiko overvægt. Racen er nem at fodre for meget, især i vinterhalvåret hvor pelsen skjuler kiloene. Mærk efter ribbene med jævne mellemrum. Ekstra vægt belaster led og forkorter livet.

Er du i tvivl om noget konkret hos din egen hund, tager du det med dyrlægen ved det årlige tjek.

Ofte stillede spørgsmål om Finsk Lapphund

Fælder Finsk Lapphund meget?

Ja, kraftigt. Den har tyk dobbeltpels og skifter underpels to gange om året, typisk forår og efterår. I de perioder skal du rede den dagligt i flere uger, og der vil være hår på gulve, møbler og tøj. Resten af året klarer du dig med grundig gennemredning en til to gange om ugen.

Gør Finsk Lapphund meget?

Den gør mere end gennemsnittet. Gøen var en del af dens arbejde med at flytte rensdyr, så trangen er i racen. Du kan begrænse den med træning, tidlig socialisering og nok daglig aktivitet, men du får den ikke helt væk. Overvej det grundigt, hvis du bor tæt med naboer.

Hvor meget motion skal en Finsk Lapphund have?

Cirka to timer om dagen, året rundt. Det må gerne deles op i flere ture, og noget af tiden bør bruges på mentalt arbejde som sporsøgning eller nosework. Den er bygget til at gå langt i ujævnt terræn, men skal have kortere ture i varmt vejr, hvor pelsen gør den hurtigt overophedet.

Er Finsk Lapphund god til en førstegangsejer?

Ja, hvis du er villig til at lægge tid i den. Den er venlig, lærenem og arbejder gerne for ros og godbidder frem for hård korrektion. Udfordringerne er praktiske frem for mentale: to timers daglig motion, meget pelspleje og en hund der bruger stemmen.