Treeing Walker Coonhound

Treeing Walker Coonhound er en amerikansk jagthund, der er bygget til at følge et spor i timevis og derefter gø ved træet, hvor vildtet er søgt op. Alt ved racen er formet af den opgave: næsen, udholdenheden og ikke mindst stemmen. Det er en hund, der er venlig mod stort set alle mennesker, den møder, men som samtidig har en enorm indre motor og en selvstændighed, der overrasker folk, der har vænnet sig til hyrdehunde og retrievere.

Racen passer bedst til en familie, der er ude alligevel. Lange gåture, løb, cykelture, skovture i regnvejr. Har du en aktiv hverdag udendørs og bor et sted, hvor en hund må gø kraftigt uden at naboerne banker på væggen, kan en Treeing Walker være et rigtig godt match. Bor du i etagelejlighed med tynde vægge og har travle hverdage, er det næsten helt sikkert det forkerte valg.

Med et træningskrav på 7 ud af 10 er racen ikke et oplagt førstevalg for en førstegangsejer. Den er ikke svær at have med at gøre socialt, men den kræver konsekvens, tålmodighed og en ejer, der forstår, at en sporhund arbejder for sig selv og ikke for at behage.

Sådan er Treeing Walker Coonhound i hverdagen

Hjemme er det ofte en rolig hund, når den har fået sit. En Treeing Walker, der har været ude i to timer, ligger gerne og sover det halve af eftermiddagen. Den samme hund efter en kort tur rundt om blokken er en helt anden sag: rastløs, snusende, gøende, i gang med at undersøge køkkenbordet.

Den er udpræget social. Racen er avlet til at arbejde i kobbel, og det betyder, at den som regel har det fint med andre hunde og sjældent er reserveret over for fremmede mennesker. Med børn fungerer den typisk godt, den er tålmodig og ikke særlig nærtagende. Til gengæld er den 20 kilo ren muskel og fart, så små børn kan blive væltet, når den kommer i sving.

Stemmen

Det skal siges tydeligt: denne race gør. Meget. Den har en dyb, bærende hyletone, som den bruger, når den finder et spor, når den keder sig, når posten kommer, og nogle gange bare fordi den kan. Lyden er skabt til at kunne høres over flere hundrede meter i skoven. Du kan træne mængden ned, men du kan ikke træne stemmen ud af hunden. Overvej meget nøje, hvordan dine naboer vil reagere.

Næsen bestemmer

En Treeing Walker med færten af et rådyr er reelt utilgængelig. Indkald, godbidder, dit navneopkald: intet af det trænger igennem, når næsen har taget over. Derfor holdes racen i praksis i line eller på indhegnede arealer i Danmark. Forvent ikke, at du kan lære den frit følge på en almindelig skovtur. Det kan enkelte individer med meget arbejde, men det er undtagelsen.

I træningen er den kvik nok, den forstår hurtigt hvad du vil. Spørgsmålet er, om den synes, det er værd at gøre lige nu. Korte, tydelige træningspas med god belønning virker bedre end lange sessioner. Hårdhændet korrektion virker ikke, den lukker bare ned.

Historie og oprindelse

Treeing Walker Coonhound stammer fra det sydøstlige USA, hvor jægere i 1800-tallet brugte hunde til at spore vaskebjørn og opossum om natten. Grundstammen er engelske foxhounds, som blev bragt til Virginia og siden Kentucky, og som udviklede sig til den type, der kaldes Walker Foxhound. Ifølge racens historie fik linjen et markant bidrag fra en hund kendt som Tennessee Lead.

Forskellen på en foxhound og en coonhound ligger i arbejdsmåden. Coonhounden følger sporet til vildtet søger op i et træ og markerer derefter med vedvarende gøen, indtil jægeren kommer. Det kaldes at træ, og det er den egenskab, racenavnet henviser til.

Racen blev registreret som selvstændig race af den amerikanske United Kennel Club i 1945, hvor den blev udskilt fra English Coonhound. Den amerikanske kennelklub AKC gav racen fuld anerkendelse i 2012. I USA er den en udbredt brugshund blandt jægere. I Danmark er den sjælden, og de fleste eksemplarer her lever som familiehunde hos aktive ejere.

Motion og aktivering

To timer om dagen er ikke et pænt gennemsnit, det er et minimum, og det gælder også i februar med slud. En underaktiveret Treeing Walker finder selv på noget, og det bliver typisk gøen, gravning eller ødelagt inventar.

Den er bygget til udholdenhed frem for eksplosiv styrke. Den kan trave i timevis. Det gør den til en god følgesvend for løbere og cyklister, når den er fysisk udvokset, hvilket for en mellemstor race betyder omkring 12 til 18 måneder. Før da skal du holde igen med lange, hårde ture på asfalt.

Det vigtigste er dog ikke kilometrene, men næsen. En time med sporarbejde tager mere på hunden end to timer på en grusvej. Aktiviteter der virker godt:

• Sporlægning i skov eller på mark, hvor hunden skal følge et lagt spor over længere afstand
• Nosework og godbidssøg indendørs på regnvejrsdage
• Fritløb i indhegnet hundeskov, hvor den kan bruge næse og fart uden risiko
• Cykel eller løbeture i roligt tempo for den voksne hund

Mental træthed er nøglen. En hund der har brugt sin næse hårdt i 40 minutter, er mere tilfreds end en hund der har gået pænt i line i to timer.

Pleje og pelspleje

Pelsen er kort, tæt og glat, og den kræver ikke meget. En gennemgang med en gummihandske eller en tæt børste en gang om ugen fjerner det løse hår og holder pelsen glansfuld. Fældningen er moderat. Du finder korte, stive hår på gulvet og i sofaen året rundt, og lidt mere i forårs og efterårsmånederne. Det er til at leve med, men helt hårfrit bliver hjemmet ikke.

Ørerne er den del, der kræver din opmærksomhed. De er lange, hængende og lukker for luften, og de samler jord, vand og græsfrø, når hunden arbejder med næsen i bunden. Tjek og tør dem ugentligt, og hyppigere hvis hunden har været i vand. Rødme, kradsen eller sur lugt er de tidlige tegn på betændelse.

Udover det er det almindelig rutine: kloklip hver tredje til fjerde uge, tandbørstning flere gange om ugen og et bad kun når hunden faktisk er beskidt. Racen har en tydelig hundelugt, som nogle ejere synes er markant. Overdrevne bade løser ikke problemet, de gør pelsen tør.

Sundhed og typiske problemer

Treeing Walker Coonhound er en forholdsvis robust brugshundrace med en forventet levetid omkring 12 år. Sundhedsrisikoen er moderat, ikke lav, og der er nogle konkrete ting at holde øje med.

Hofteledsdysplasi forekommer, som hos de fleste mellemstore og store racer. Det viser sig typisk som stivhed efter hvile, modvilje mod trapper eller ændret bevægelsesmønster. Ansvarlige opdrættere røntgenfotograferer forældredyrene, og det er værd at spørge om.

Ørebetændelse er formentlig det problem, danske ejere oftest møder. De hængende ører kombineret med en hund, der arbejder med hovedet nede i fugtigt terræn, er en dårlig kombination. Forebyggelse med regelmæssig kontrol er langt lettere end behandling af kroniske betændelser.

Øjenlidelser ses i racen, og der findes en tilstand kaldet coonhound paralyse, en akut nervebetændelse, som hos amerikanske jagthunde er sat i forbindelse med kontakt med vaskebjørn. Den er ikke relevant i dansk sammenhæng, men den nævnes ofte i racens litteratur.

Aktivitetsniveauet giver også sine egne risici. En hund der løber gennem tæt underskov i fuld fart, får skrammer, halesår og ind imellem forstrækninger. Flåter og de sygdomme de bærer, er et reelt tema for en hund der bruger så mange timer i højt græs. Tjek pelsen efter hver tur.

Endelig vægten. Racen skal være slank med synlig taljelinje, og en overvægtig coonhound belaster led og hjerte unødigt. Fordi den er så motiveret af mad, er det nemt at fodre den for meget. Faste sundhedstjek hos dyrlægen, hvor vægt og led vurderes, er den bedste måde at fange begyndende problemer i tid.

Ofte stillede spørgsmål om Treeing Walker Coonhound

Gør en Treeing Walker Coonhound meget?

Ja. Racen er avlet til at markere med en kraftig, bærende hyletone, der kan høres over lang afstand i skoven. Den bruger stemmen både på spor og hjemme, når den keder sig eller bliver opmærksom på noget. Du kan reducere mængden med træning og god aktivering, men du kan ikke fjerne stemmen. Bor du tæt med naboer, bør du tænke grundigt over det.

Kan man have en Treeing Walker Coonhound løs i skoven?

I praksis nej. Når hunden får fært af vildt, overtager næsen fuldstændig, og indkald har meget lille effekt. De fleste ejere holder racen i line eller lang line uden for indhegnede områder. Enkelte individer kan trænes til et acceptabelt frit følge, men det er undtagelsen og kræver mange timers arbejde.

Er Treeing Walker Coonhound god til børn?

Generelt ja. Racen er social, tålmodig og sjældent nærtagende, og den er vant til at fungere i flok. Med 20 kilo muskel og meget fart kan den dog uforvarende vælte små børn, når legen bliver vild. Som med alle hunde skal samvær med mindre børn foregå under opsyn.

Hvor meget motion kræver en Treeing Walker Coonhound?

Regn med mindst to timer dagligt, året rundt og i alt slags vejr. Det skal ikke kun være gåture i line: næsearbejde, sporlægning og fritløb i indhegnet område træller hunden langt bedre end kilometre på asfalt. Får den for lidt, viser det sig hurtigt som gøen, gravning og ødelagte ting i hjemmet.