Amerikansk Foxhound

Amerikansk Foxhound er en stor, letbygget drivende jagthund, der er avlet til at løbe efter en duft i timevis. Det er nøglen til at forstå racen. Den er venlig, rolig indendørs og god med børn, men den er også bygget til et arbejde, som de færreste danske familier kan tilbyde. Får den ikke afløb for det, bliver den rastløs, og en rastløs foxhound giver lyd.

Racen er sjælden i Danmark, og det er der en grund til. Den kræver omkring to og en halv times motion dagligt, den har en stemme, der kan høres flere hundrede meter væk, og den følger sin næse frem for din stemme. Til gengæld er den nem at have i huset, kræver næsten ingen pelspleje og er generelt en sund race med en forventet levetid omkring 12 år.

Du skal overveje en Amerikansk Foxhound, hvis du bor med luft omkring dig, elsker at være ude uanset vejr, og gerne vil have en hund der er blid mod børn og ubesværet social med andre hunde. Du skal lade den være, hvis du bor i lejlighed, arbejder lange dage, eller drømmer om en hund der kommer løbende hver gang du kalder.

Sådan er Amerikansk Foxhound i hverdagen

Hjemme i stuen er den her hund overraskende afdæmpet. Når motionsbehovet er dækket, lægger den sig gerne på gulvet og sover i timevis. Den er ikke en hund der hænger klistret til dine ben, og den er ikke særlig krævende omkring opmærksomhed. Den er selvstændig uden at være fjern.

Venligheden er en af racens stærkeste sider. Amerikansk Foxhound er avlet til at arbejde i store kobler sammen med andre hunde, og aggression mod hunde er ikke racetypisk. Den tager også børn med ro, også når de er højlydte og klodsede. Med 31 kilo og et højt energiniveau kan den dog vælte et lille barn omkuld uden at mene noget med det, så helt små børn skal ikke være alene med den i et vildt øjeblik.

Stemmen skal du tage alvorligt

Det mest omtalte ved racen er dens gøen. Det er ikke almindelig hundegøen, men en klangfuld, syngende, langtrukken tone, der bærer langt. Jægere har avlet efter netop den lyd, fordi de skulle kunne følge koblet gennem terræn de ikke kunne se. Den egenskab forsvinder ikke, fordi hunden bor i et parcelhus.

En foxhound giver lyd, når den keder sig, når den fanger en duft, når den ser en kat, og nogle gange bare fordi den kan. Du kan dæmpe det med motion og træning, men du kan ikke træne det væk. Hvis du har naboer tæt på, skal du være ærlig med dig selv om, hvordan det vil gå.

Træning

Racen er ikke svær at omgås, men den er heller ikke en hund der arbejder for din skyld. Intelligensen ligger midt på skalaen, og indlæringen er praktisk snarere end lynhurtig. Den vil gerne samarbejde om noget der giver mening for den, og godbidder virker godt, for de fleste foxhounds er madglade.

Det store problem er indkald. Når næsen først har fat i et spor, lukker resten af verden ned. Derfor skal en Amerikansk Foxhound gå i line eller på en lang flexline i alt terræn, der ikke er hegnet ind. Regn med at hegnet skal være mindst 180 cm højt og gravsikkert i bunden. En førstegangsejer kan godt klare racens temperament, men skal være indstillet på, at fri løbetur i skoven sjældent bliver en realitet.

Historie og oprindelse

Racen stammer fra engelske foxhounds, som britiske kolonister bragte med til det østlige Nordamerika i 1600-tallet. De amerikanske jagtforhold var anderledes: større afstande, tættere skov og et vildt der løb længere. Derfor blev hundene gennem generationer krydset med blandt andet franske og irske jagthunde og avlet mod en lettere, hurtigere og mere udholdende type end den engelske forfader.

George Washington var en af de mest kendte foxhound-holdere i USA og førte omhyggelige optegnelser over sit kobbel på Mount Vernon. Racen er i dag statshund i Virginia, og den bruges stadig til jagt i pakke, til drivjagt på enkeltmandsbasis og til jagtprøver i USA. Den har aldrig fået den store rolle som selskabshund, hvilket forklarer, hvorfor arbejdsegenskaberne står så stærkt tilbage i racen i dag.

Motion og aktivering

To og en halv time om dagen. Det er ikke et forsigtigt bud, men et realistisk gennemsnit for en voksen Amerikansk Foxhound, og det skal leveres hver dag, også i november når det regner sidelæns.

Det nytter ikke at hakke tiden op i fem korte lufteture. Racen har brug for lange, sammenhængende ture i tempo, hvor den kan bevæge sig kilometervis. Den er en oplagt følgehund til løb og til cykling, når den er fuldt udvokset omkring 15 til 18 måneder. Før den alder skal du holde igen med hård, gentagen belastning, fordi vækstzonerne stadig er åbne.

Udover den fysiske del skal næsen bruges. Det er her du får mest ud af timen:

• Sporarbejde og nosework, hvor du lægger spor med foder eller vildtduft
• Lange snusende ture i varieret terræn i stedet for asfalt rundt om blokken
• Foderaktivering, hvor dagens ration skal findes eller arbejdes for

En foxhound der har brugt næsen i en time, er mere tilfreds end en der har travet i to. Kombinationen er det, der giver en rolig hund om aftenen.

Pleje og pelspleje

Her er racen nem. Pelsen er kort, tæt og hård, og den skal ikke trimmes, klippes eller redes ud. En gummihandske eller en tættekam en gang om ugen fjerner løse hår og holder pelsen glat.

Fældningen er moderat. Der kommer hår, især forår og efterår, og de korte, stive hår sætter sig i sofaen og i tøjet. Det er til at leve med, men det er ikke en hund for et hjem hvor der ikke må være hår.

Ørerne er lange og hængende og skal tjekkes ugentligt, for de lukker for luften og kan give betændelse. Klø ved øret, hovedrysten eller lugt er tegn på at der er noget i gang. Klørene skal klippes, hvis de lange ture ikke sliber dem nok, og tænderne skal børstes ligesom hos alle andre racer.

Sundhed og typiske problemer

Amerikansk Foxhound er en af de sundere store racer. Den er aldrig blevet avlet mod et ekstremt ydre, og arbejdshundeavl har holdt kroppen funktionel. En forventet levetid omkring 12 år er godt for en hund på 31 kilo.

De forhold der alligevel forekommer, er ikke racespecifikke særheder, men de klassiske for en stor, aktiv hund. Hofteledsdysplasi ses, og forældredyr bør være HD-fotograferet. Der findes en arvelig blodsygdom, trombocytopati, som påvirker blodpladernes funktion og kan give unormal blødning ved skader eller operationer, men den er sjælden. Enkelte linjer har øjenproblemer, og ører og øjne bør indgå i den løbende kontrol.

To praktiske ting fylder mere i hverdagen. Den ene er vægten: foxhounds elsker mad og kan tage på hurtigt, hvis motionen falder, og overvægt går direkte ud over led og levetid. Den anden er skader fra tempo og terræn, altså trædepuder, kløer, halehale og små forstrækninger, som følger af de lange ture.

Få hoftestatus og eventuelle øjenundersøgelser på forældredyrene at se, inden du siger ja til en hvalp, og tag en snak med din dyrlæge om blødningsrisiko, hvis hunden på et tidspunkt skal opereres.

Ofte stillede spørgsmål om Amerikansk Foxhound

Kan en Amerikansk Foxhound bo i lejlighed?

Det er sjældent en god idé. Racen har en klangfuld, gennemtrængende gøen, som den bruger både når den keder sig og når den fanger en duft, og lyden bærer langt gennem vægge og vinduer. Dertil kommer to og en halv times daglig motion, som skal leveres uanset vejr. Et hus med gravsikker hegnet have og lidt afstand til naboerne passer racen meget bedre.

Kan man lade en Amerikansk Foxhound gå løs i skoven?

Regn med at svaret er nej. Når hunden har fat i et spor, lukker den af for omverdenen, og indkald kan ikke konkurrere med en frisk duft. De fleste ejere bruger line eller lang flexline i alt terræn, der ikke er hegnet ind. Vil du give den fri bevægelse, skal det være i en indhegning med hegn på mindst 180 cm, som den ikke kan grave sig under.

Er Amerikansk Foxhound god med børn og andre hunde?

Ja, på begge punkter er racen typisk stærk. Den er avlet til at arbejde i store kobler, så hundeaggression er ikke racetypisk, og den tager også højlydte børn med ro. Den er dog stor, hurtig og let begejstret, så en hund på 31 kilo kan vælte et lille barn omkuld helt uden ond mening.

Hvad er forskellen på amerikansk og engelsk foxhound?

Den amerikanske er udviklet fra engelske foxhounds, som kolonister bragte til Nordamerika i 1600-tallet, og er sidenhen avlet mod de amerikanske jagtforhold. Resultatet er en lettere, højbenet og mere udholdende hund med længere skridt end den kraftigere engelske type. Temperamentsmæssigt ligner de hinanden meget: pakkevenlige, næseorienterede og lydstærke.