Portugisisk Vandhund

Portugisisk Vandhund er en arbejdshund, der aldrig helt har lagt arbejdet fra sig. Den er avlet til at svømme i koldt Atlanterhavsvand hele dagen, dykke efter fiskeredskaber og samarbejde tæt med et menneske i en båd. Det kan man stadig mærke. Den vil være med, den vil have opgaver, og den bliver hurtigt kreativ på egen hånd, hvis du ikke selv finder på noget.

Den passer bedst til en familie, der har tid. Ikke bare tid til gåture, men tid til to timers aktivitet om dagen og en halv times pelspleje flere gange om ugen. Til gengæld får du en hund, der er let at lære ting, næsten uden aggression over for mennesker, og som fungerer fint med børn, hvis den lærer at dæmpe sin egen entusiasme.

Den er ikke svær at træne, men den er svær at kede. Det er forskellen, og det er den forskel, de fleste undervurderer, inden de siger ja til en hvalp.

Sådan er Portugisisk Vandhund i hverdagen

Med en vægt omkring 18 kilo er den mellemstor: stor nok til at kunne vælte en toårig ved et uheld, lille nok til at kunne bo i en lejlighed, hvis motionsbehovet bliver dækket udenfor. Kroppen er muskuløs og kompakt, og den bevæger sig med en fjedrende energi, der sjældent aftager før de sene år.

Temperamentet er socialt og opsøgende. En velsocialiseret Portugisisk Vandhund hilser gerne på fremmede, men mange linjer er samtidig opmærksomme og melder tydeligt fra ved døren. Den gør, når der sker noget, og nogle individer gør en del. Det kan trænes ned, men det skal gøres tidligt og konsekvent, ellers bliver det en vane.

Den hænger tæt på sine mennesker. Rigtig tæt. Bliver den efterladt alene i mange timer dagligt uden forberedelse, ser man ofte separationsproblemer: gøen, ødelagt indbo, uro. Alenetræning fra hvalp af er ikke valgfrit med denne race.

Med børn fungerer den godt. Den er tålmodig, robust og legelysten, men unge hunde bruger munden i legen, fordi de er avlet til at bære og hente. Den vane skal ledes over på legetøj i stedet for ærmer og bukseben.

Træning

Intelligensen er høj, og viljen til at samarbejde er stor. Den lærer nye øvelser hurtigt, ofte hurtigere end du kan finde ud af, hvad du egentlig belønnede. Det er også faldgruben: den lærer lige så hurtigt, at gøen giver opmærksomhed, og at det virker at hoppe op ad gæsterne.

Træningskravet ligger i midterfeltet. En engageret førstegangsejer kan godt klare racen, forudsat at man går til hundetræning og accepterer, at hjernen skal have arbejde hver dag. Belønningsbaseret træning fungerer bedst. Hårdhændede metoder giver typisk en hund, der lukker ned eller bliver urolig.

Historie og oprindelse

Racen kommer fra den portugisiske kyst, hvor den i århundreder arbejdede sammen med fiskere. Opgaverne var reelle: drive fisk mod nettene, hente redskaber og fisk, der var faldet i vandet, og fungere som budbringer mellem både og mellem båd og land. Den svømmede i timevis i saltvand og skulle kunne dykke. Poterne har svømmehud, og den krøllede, tætte pels beskyttede mod kulden.

Da fiskeriet blev moderniseret i første halvdel af 1900-tallet, forsvandt behovet for hunden, og bestanden faldt dramatisk. Racen blev genopbygget fra en meget lille gruppe hunde, og det er en del af forklaringen på, at nogle arvelige sygdomme optræder i racen i dag. Fra Portugal spredte den sig til USA i anden halvdel af århundredet, hvor den fik et solidt fodfæste, og derfra videre til resten af Europa.

Arven betyder noget i praksis: en hund avlet til at arbejde i vand i mange timer bliver ikke tilfreds med tre korte lufteture om dagen.

Motion og aktivering

Regn med to timer om dagen. Det er ikke to timer i snor på fortovet, men to timer, hvor pulsen kommer op og hjernen bliver brugt. Deler du det op, kan en typisk dag se ud som en times frisk tur eller løbetur om morgenen, en kortere tur med træning midt på dagen og en aktiv session om aftenen.

Vand er det oplagte sted at brænde energi af. De fleste Portugisiske Vandhunde svømmer med stor iver, og en halv time i vandet tapper dem mere effektivt end tre kilometer på asfalt. Har du adgang til strand, sø eller å, har du løst halvdelen af opgaven. Skyl saltvand og søvand ud af pelsen bagefter.

Hovedet skal også arbejde. Racen klarer sig godt i nosework, apportering, rally, agility og lydighed, og den slags aktiviteter erstatter en god del af den fysiske udmattelse. Tyve minutters koncentreret sporarbejde kan gøre mere end en time i skoven.

Bemærk, at unghunde skal doseres. Ledene er ikke færdigudviklede før omkring et års alderen, så lange løbeture ved cykel og gentagne hop hører til den voksne hund, ikke hvalpen.

Pleje og pelspleje

Her ligger racens største daglige omkostning. Pelsen falder ikke af i store mængder, men det er ikke det samme som lav vedligeholdelse. Fordi de døde hår bliver siddende i krøllerne, filtrer pelsen sammen, hvis den ikke redes igennem. Sker det først, er der ingen genvej: så skal filtene klippes ud.

Den praktiske plan ser sådan ud:

• Gennemredning helt ned til huden to til tre gange om ugen, en halv time ad gangen
• Klipning hver sjette til ottende uge, hos frisør eller derhjemme med maskine
• Tjek og rens ørerne ugentligt, fordi de hængende, hårede ører let bliver fugtige og betændte
• Klip kløer hver tredje til fjerde uge, og tjek pelsen mellem trædepuderne

Pelsen findes i to varianter, krøllet og bølget, og de klippes typisk enten helt igennem eller i den traditionelle løveklip, hvor bagparten klippes kort. Det er kosmetik, ikke sundhed, så vælg det, du selv kan holde vedlige.

Mange oplever, at racen udløser færre allergiske reaktioner end kortpelsede hunde. Det er ikke en garanti. Ingen hund er allergivenlig, og reaktionen afhænger af den enkelte person og den enkelte hund.

Sundhed og typiske problemer

Forventet levetid ligger omkring 11 år, og sundhedsrisikoen er moderat. Racen har til gengæld nogle veldokumenterede arvelige lidelser, som det er værd at kende, fordi flere af dem kan testes for i avlen.

Hofteledsdysplasi forekommer, som hos de fleste mellemstore og store racer. Forældredyr bør være røntgenfotograferet og vurderet, inden de bruges i avl.

Progressiv retinal atrofi (PRA) er en arvelig øjensygdom, der gradvist fører til blindhed. Der findes DNA-test, så sygdommen kan undgås ved planlagt avl.

GM1 gangliosidose er en dødelig oplagringssygdom, der rammer helt unge hvalpe. Den har en kendt genetisk baggrund og kan udelukkes med DNA-test.

Juvenil dilateret kardiomyopati er en hjertemuskelsygdom, der optræder specifikt i racen og typisk viser sig hos hvalpe og helt unge hunde med pludseligt dødsfald. Også her findes en gentest.

Derudover ses ørebetændelse relativt ofte på grund af ørernes form og hundens forhold til vand, og enkelte linjer har hudproblemer og uregelmæssig pelsvækst.

Det vigtigste du selv kan gøre, er at spørge ind til dokumenterede test af begge forældredyr, før du vælger en hvalp, og ellers holde hunden slank og i god muskelform. Oplever du symptomer som træthed, hoste, tiltagende usikkerhed i mørke eller vedvarende øreproblemer, hører det hjemme hos dyrlægen frem for i en søgemaskine.

Ofte stillede spørgsmål om Portugisisk Vandhund

Fælder Portugisisk Vandhund meget?

Den fælder moderat, og de løse hår bliver ofte siddende i krøllerne i stedet for at falde på gulvet. Derfor ser man mindre hundehår i hjemmet end hos en kortpelset race. Til gengæld filtrer pelsen sammen, hvis den ikke redes grundigt igennem to til tre gange om ugen.

Er Portugisisk Vandhund allergivenlig?

Nej, ingen hunderace er allergivenlig. Mange allergikere reagerer mindre på racen, fordi den taber færre løse hår, men allergenerne findes i hudceller, spyt og urin uanset pelstype. Tilbring tid sammen med voksne hunde af racen, inden du beslutter dig, hvis der er allergi i familien.

Hvor meget motion har en Portugisisk Vandhund brug for?

Regn med omkring to timer om dagen, fordelt over flere gange. Det skal være aktiv tid med fart, svømning eller træning, ikke kun rolige gåture i snor. Mental aktivering som nosework og apportering kan erstatte en del af den fysiske del, men ikke det hele.

Er Portugisisk Vandhund en god familiehund til børn?

Ja, den er som regel tålmodig, social og robust nok til leg med børn. Unge hunde bruger dog munden, når de bliver ivrige, fordi de er avlet til at bære og hente, og de kan vælte små børn i farten. Det kræver konsekvent træning fra hvalp af og regler for, hvordan børn og hund leger sammen.