Sussex Spaniel

Sussex Spaniel er en af de mindst kendte engelske jagthunde, og du kan sagtens gå et helt liv i Danmark uden at møde én. Den ser ud som en spaniel, der er blevet trykket lidt sammen: lang, lav, tung i kroppen og med et alvorligt, næsten rynket ansigtsudtryk. Farven er den samme hos alle: en varm, gyldenbrun leverfarve, der ikke findes hos nogen anden race.

Temperamentet er mere afdæmpet, end mange forventer af en spaniel. Hvor en cocker eller springer ofte er i konstant bevægelse, arbejder Sussex Spaniel langsommere og mere metodisk. Indendørs er den typisk en rolig hund, der lægger sig, når der ikke sker noget. Det gør den til en behagelig familiehund, hvis du kan leve med to andre ting: den bruger stemmen, og pelsen kræver reelt arbejde hver uge.

Racen passer bedst til en familie, der vil have en hund med til alt, men ikke jagter en atlet. Halvanden times motion om dagen er nok, og temperamentet er stabilt nok til børn. Til gengæld skal du regne med en hund, der gerne er tæt på dig, og som kan blive udpræget stædig, hvis træningen bliver kedelig eller hård.

Sådan er Sussex Spaniel i hverdagen

Den typiske Sussex Spaniel er venlig og imødekommende, men uden den overstrømmende glæde ved alt og alle, som mange spaniels har. Over for fremmede kan den være lidt afmålt i de første minutter. Er den vokset op med almindelig socialisering, går den hurtigt over til at være selskabelig.

I et hjem med børn fungerer racen godt. Den er kompakt og tung nok til ikke at blive væltet af en femårig, og den har sjældent kort lunte. Men den lange, lave ryg betyder, at du skal sætte grænser for det vilde: ingen børn der løfter hunden op om maven, ingen leg hvor hunden hopper ned fra sofa og seng gang på gang.

Stemmen

Sussex Spaniel blev avlet til at give hals under arbejdet, så jægeren kunne følge den i tæt underskov. Den egenskab er ikke forsvundet. Mange individer bruger stemmen mere end gennemsnittet af selskabshunde, både når der sker noget ved døren, og når de finder færten af noget spændende i grøftekanten. Bor du i tætbebyggelse med tynde vægge, skal du tage det med i regnestykket og arbejde bevidst med ro fra hvalp af.

Træning

Intelligensen ligger midt på skalaen, og træningskravet gør det samme. Racen lærer gerne, men i sit eget tempo, og den har en tydelig stædig side. Korte, positive træningspas med gode belønninger virker langt bedre end gentagelser og skarp tone. Bliver du hård, lukker mange Sussex Spaniels i stedet for at samarbejde.

Det betyder også, at racen er overkommelig for en fornuftig førstegangsejer, så længe du er villig til at være konsekvent med de basale ting: indkald, gå pænt i snor og ro i hjemmet. Sidstnævnte kommer ret let, for hunden er ikke selv voldsomt urolig.

Historie og oprindelse

Racen stammer fra grevskabet Sussex i det sydlige England, hvor den blev udviklet omkring slutningen af 1700-tallet på et gods nær Hastings. Målet var en jagthund til tæt, tornet terræn, hvor en hurtig hund ville løbe fuglene op for langt foran skytten. Derfor blev der avlet på en lav, kraftig hund, der arbejdede langsomt og systematisk, og som gav hals, mens den søgte.

Sussex Spaniel var med blandt de allerførste racer, der blev anerkendt i England, men den blev aldrig populær. Efter Anden Verdenskrig var bestanden så lille, at racen kun overlevede takket være en håndfuld hunde. Den regnes i dag som en truet gammel britisk race, og antallet af hvalpe om året er meget lavt selv i hjemlandet.

I Danmark er racen sjælden. Du skal forvente, at du sjældent møder andre af samme race på hundepladsen, og at både dyrlæge og træner måske ikke har haft en Sussex Spaniel i hænderne før. Det er ikke et problem i sig selv, men det betyder, at du selv skal være godt inde i racens særlige træk, især hvad ryg, ører og vægt kræver.

Motion og aktivering

Regn med omkring halvanden time om dagen, fordelt på flere ture. Det behøver ikke være tempo. Sussex Spaniel er bygget til udholdenhed i tæt terræn, ikke til fart, og en lang, snusende tur i skov eller langs et levende hegn giver mere end en hurtig løbetur på asfalt.

Næsen er racens motor. Sporlægning, gemmelege med foder og enkle nosework-øvelser i haven træner hovedet effektivt og passer perfekt til en hund, der er avlet til at arbejde tæt og grundigt. En halv times næsearbejde gør ofte mere for roen i huset end en ekstra gåtur.

Mange Sussex Spaniels kan stadig bruges som jagthunde og trives med apportering og arbejde i vand. Du behøver ikke jage for at aktivere den, men den vil have brug for lov til at bruge instinkterne på en eller anden måde.

Vær opmærksom på to ting. Den lange ryg og de korte ben gør, at hunden ikke bør springe meget op og ned fra højder eller løbe langt på hårdt underlag som hvalp. Og den tunge krop med den rigelige pels betyder, at varme dage skal håndteres med korte ture morgen og aften.

Pleje og pelspleje

Pelsen er tæt, blød og lidt bølget, med rigeligt behåring på ører, bryst, ben og hale. Fældningen er moderat, men plejebehovet er højt. Uden regelmæssig gennemredning filtrer hårene sig sammen bag ørerne, i armhulerne og på benene, og filt tæt på huden bliver hurtigt smertefuldt.

Sæt to grundige gennemgange om ugen af med kam og børste, og tag ekstra fat efter ture i vådt eller tornet terræn. Hår mellem trædepuderne skal klippes ned, og pelsen omkring bagpartiet holdes kort af hygiejniske grunde. Mange ejere får hunden trimmet eller klippet nogle gange om året for at holde arbejdet nede.

Ørerne er det vigtigste enkeltpunkt i den daglige pleje. De er lange, tunge og godt behårede, så luften kommer dårligt til, og fugt og snavs bliver liggende. Tjek dem hver uge, tør dem efter bad og badning, og reagér tidligt hvis hunden ryster på hovedet eller lugten ændrer sig.

Sussex Spaniel har også en tendens til at slikke og savle mere end de fleste, og hudfolderne omkring mulen kan blive fugtige. En hurtig aftørring efter måltider hjælper.

Sundhed og typiske problemer

Sundhedsrisikoen ligger på et moderat niveau, og forventet levetid er omkring 11 år. Racens meget lille avlsbase gør det ekstra vigtigt, at forældredyrene er undersøgt.

De områder, du især skal kende:

• Ører: Tilbagevendende ørebetændelse er det mest almindelige problem. Ugentlig kontrol er ikke overdrevet, det er nødvendigt.
• Ryg: Den lange, lave bygning giver øget risiko for problemer med diskene i rygsøjlen. Undgå unødvendige spring, brug rampe til bilen, og hold hunden slank.
• Hofter og led: Hofteledsdysplasi forekommer i racen, og forældredyr bør være røntgenfotograferet.
• Hjerte: Der er kendte tilfælde af medfødte hjertefejl i racen, så lyt til hvad der siges ved hvalpens første undersøgelser.
• Vægt: Racen tager let på, og overvægt belaster både ryg og led direkte. Du skal kunne føle ribbene uden at trykke.

Er du i tvivl om noget konkret hos din egen hund, især halthed, ændret gang eller gentagne øreproblemer, er det værd at få undersøgt tidligt frem for at vente. Ellers er Sussex Spaniel en robust nok hund til et almindeligt familieliv, hvis vægten holdes nede og ørerne holdes rene.

Ofte stillede spørgsmål om Sussex Spaniel

Er Sussex Spaniel god med børn?

Ja, temperamentet er generelt roligt og tålmodigt, og hunden er kompakt nok til ikke at blive væltet af mindre børn. Til gengæld skal børnene lære at løfte hunden korrekt eller helst slet ikke, fordi den lange, lave ryg er sårbar. Vild leg med mange spring bør begrænses.

Hvor meget motion skal en Sussex Spaniel have?

Cirka halvanden time om dagen fordelt på flere ture. Det behøver ikke være i højt tempo, men den skal have lov til at snuse og arbejde med næsen. Sporarbejde, gemmelege og apportering dækker en stor del af behovet og gør hunden mere rolig indendørs.

Gør Sussex Spaniel meget?

Den er avlet til at give hals under jagt, og mange individer bruger stemmen mere end gennemsnittet. Det kan blive et problem i tætbebyggede boliger, hvis du ikke arbejder bevidst med ro fra hvalp af. Belønning af stilhed virker bedre end skæld ud.

Hvor meget pelspleje kræver racen?

Regn med grundig gennemredning to gange om ugen, plus ekstra opmærksomhed efter våde eller tornede ture. Hår mellem trædepuderne klippes ned, og pelsen bag ørerne og på benene filtrer let. Ørerne skal tjekkes hver uge, da tilbagevendende ørebetændelse er racens mest almindelige problem.