Welsh Springer Spaniel

Welsh Springer Spaniel er en jagthund, der aldrig helt har mistet jobbet. Den er avlet til at gå timevis i terræn, finde vildt og samarbejde tæt med sin fører, og det ligger stadig i den. Får den lov at bruge næsen og kroppen, er den en behagelig hund at bo sammen med. Får den ikke, bliver den rastløs, opmærksomhedskrævende og svær at få ro på.

Den er mindre kendt end den engelske springer spaniel, og den er også lidt anderledes. Hvor den engelske ofte er den fremfusende festdeltager, er waleseren typisk mere afdæmpet og mere reserveret over for fremmede. Den knytter sig kraftigt til sin egen familie og kan virke tilbageholdende, når der kommer gæster. Det er ikke aggression, det er forsigtighed, og det betyder at socialisering i hvalpetiden har stor betydning for, hvordan den bliver som voksen.

Racen passer til en familie, der er ude alligevel: folk der går ture i al slags vejr, cykler, løber eller har lyst til at lave nosework, apportering eller lignende. Den passer dårligt til en travl hverdag, hvor hunden er alene længe og skal nøjes med en kvarters tur om aftenen.

Sådan er Welsh Springer Spaniel i hverdagen

En voksen welsh springer på omkring 16 kilo er stor nok til at følge med på lange ture og lille nok til at ligge i en sofa uden at fylde den. Den er kompakt bygget, muskuløs og udholdende frem for hurtig.

I hjemmet er den som regel rolig, når motionsbehovet er dækket. Den vil helst være i samme rum som dig. Mange af dem er decideret klistrede og følger med fra køkken til stue til bad. Det er charmerende, men det stiller krav: hunden skal lære at være alene i små portioner fra hvalp, ellers risikerer du separationsproblemer.

Med børn fungerer den godt. Den er tålmodig, ikke hårdhændet i legen og sjældent bidsk. Til gengæld er den følsom over for skældud og høje stemmer. En welsh springer, der bliver behandlet groft eller uforudsigeligt, lukker i og bliver usikker frem for at gøre oprør.

Træningsmæssigt ligger den i midten. Den er villig, lærer hurtigt og arbejder gerne for dig, men den har jagthundens næse og kan blive dybt optaget af et duftspor. Indkald på åben mark skal trænes seriøst og vedholdende, ikke bare en enkelt gang i hvalpekurset. En førstegangsejer kan godt klare racen, hvis viljen til at træne og gå ture er der.

Historie og oprindelse

Racen kommer fra Wales, hvor rødhvide spaniels har været brugt til jagt i århundreder. Den blev brugt som støvende hund: den skulle søge i tæt vegetation, få vildtet på vingerne inden for skudafstand og siden hente det.

Længe blev den blot betragtet som en variant af de britiske spaniels, og først i begyndelsen af 1900-tallet blev den anerkendt som selvstændig race adskilt fra den engelske springer spaniel. Bestanden har flere gange været lille, blandt andet omkring verdenskrigene, og racen er stadig relativt fåtallig sammenlignet med de store spaniel- og retrieverracer.

At racen aldrig blev en massepopulær familiehund har en fordel: brugsegenskaberne er bevaret ret ensartet. Ulempen er, at du får en hund med et reelt arbejdsbehov, også hvis du kun ville have en familiehund.

Motion og aktivering

Regn med to timer om dagen. Ikke to timer i weekenden og tyve minutter på hverdage, men to timer dagligt, året rundt, også når det regner og du har haft en lang arbejdsdag.

De to timer behøver ikke være gåtur i snor hele vejen. En god fordeling kunne være en lang morgentur, frit løb eller søgearbejde i skov eller på mark midt på dagen, og en kortere aftentur. Det vigtigste er, at hunden får brugt næsen. En halv time med sporarbejde eller søg efter gemte apporter tapper mere energi end en time på fortov.

Racen er velegnet til hundesport. Nosework, apportering, rally-lydighed og agility fungerer alle godt, og den er kvik nok til at lære nye øvelser hurtigt. Den er også en fin ledsager på løbeture og cykelture, når den er fysisk færdigudviklet omkring et års alderen. Vent med hård og gentagen belastning til vækstpladerne er lukkede.

Vand er sjældent et problem. De fleste welsh springere kaster sig i med glæde, hvilket er værd at huske, når du planlægger ruten hjem.

En understimuleret welsh springer viser det tydeligt: den gnaver, gøer, hopper op på folk, stjæler ting og finder selv på opgaver. Det er ikke ondskab, det er en arbejdshund uden arbejde.

Pleje og pelspleje

Pelsen er tæt, blød og lidt bølget med tydelige behæng på ører, bryst, mave og bagben. Farven er altid rød og hvid. Det er en pels, der ser flot ud og kræver arbejde.

Planlæg at rede den grundigt igennem to til tre gange om ugen. Behængene filtrer, og især bag ørerne, i armhuler og på bagbenene dannes der knuder, som hurtigt bliver til faste måtter, hvis du springer et par uger over. Fældningen er moderat, altså mærkbar men ikke ekstrem, og øger i perioder forår og efterår.

De hængende, tætbehårede ører er racens svage punkt plejemæssigt. Der er dårlig luftcirkulation, og hunden bader gerne i alt hvad den finder. Tjek ørerne ugentligt for rødme, lugt og fugt. Mange ejere klipper eller trimmer hårene under og omkring øregangen for at give bedre udluftning.

Også poterne kræver opmærksomhed. Hår mellem trædepuderne samler is, sne, snegle af mudder og græsfrø. Klip dem korte. Kloerne skal klippes eller slides ned regelmæssigt, og tænderne skal børstes.

Mange får trimmet hunden nogle gange om året, typisk poter, ører og hals. Det er ikke et krav, men det gør hverdagen lettere.

Sundhed og typiske problemer

Racen er generelt robust med en forventet levetid omkring 13 år, og sundhedsrisikoen ligger på et moderat niveau. Der er dog nogle kendte problemer, du bør kende, inden du vælger hvalp.

• Hofteledsdysplasi: forekommer i racen. Forældredyr bør være hofterøntgenfotograferet med et acceptabelt resultat.
• Øjenlidelser: grøn stær (glaukom) og forsnævring af øjets afløbsvinkel er kendt i racen, og der findes øjenundersøgelser for det. Akut grøn stær er smertefuldt og kræver hurtig behandling.
• Ørebetændelse: den hyppigste praktiske sundhedsudfordring, og direkte knyttet til ørets form og hundens badevaner.
• Epilepsi: ses i racen om end ikke i høj frekvens. Krampeanfald kan starte i unge voksne år.
• Nedsat stofskifte: forekommer og giver typisk vægtøgning, sløvhed og pelsproblemer i midaldrende år.

Overvægt er en reel risiko, fordi racen er madglad og let bliver for tung, hvis motionen skæres ned. Ekstra kilo belaster led og forkorter det aktive liv.

Spørg altid om øjenattester og hofteresultater på begge forældre, og få ørerne tjekket ved de rutinemæssige sundhedseftersyn hos dyrlægen. Med fornuftig avl, styr på vægten og faste ørerutiner har de fleste welsh springere et langt og aktivt liv.

Ofte stillede spørgsmål om Welsh Springer Spaniel

Hvad er forskellen på welsh springer spaniel og engelsk springer spaniel?

Welsh springer spaniel er altid rød og hvid, mens den engelske findes i flere farver, typisk sort/hvid eller brun/hvid. Waleseren er lidt mindre og som regel mere afdæmpet og mere reserveret over for fremmede, hvor den engelske ofte er mere udadvendt og fremfusende. Begge er arbejdsvillige jagthunde med højt motionsbehov.

Hvor meget motion skal en welsh springer spaniel have?

Regn med omkring to timer dagligt, året rundt. En del af tiden bør være mere end gåtur i snor: frit løb, søgearbejde eller apportering, så hunden får brugt næsen. Nosework og sporarbejde tapper mere energi end almindelig motion.

Er welsh springer spaniel en god familiehund?

Ja, hvis familien er aktiv. Den er tålmodig med børn, sjældent aggressiv og vil helst være med i alt hvad familien laver. Den er dog følsom over for hårdhændet behandling, knytter sig meget tæt til sine mennesker og skal lære at være alene fra hvalp.

Hvor meget fælder welsh springer spaniel?

Fældningen er moderat, altså mærkbar men ikke ekstrem, med øget hårtab forår og efterår. Til gengæld kræver pelsen grundig redning to til tre gange om ugen, fordi behængene på ører, bryst og ben filtrer hurtigt.